Anmdelser af Så længe ingen ser os

”Slap af,” sagde Ole. ”Der er ingen, der ser os her.”

Ole er Jons nye stedfar.

Før i tiden var der larm og latter i huset, når Jons mor havde gæster. Lige indtil gæsterne tog af sted igen. Så fik moren sine dårlige dage. Men da Ole dukker op, bliver alt anderledes. Ole rejser ingen steder, han bager pandekager, smører madpakker og får Jons mor til at smile. Alle dage er gode. En dag spørger Ole, om Jon vil med på telttur. Bare de to mandfolk sammen. Selvfølgelig vil Jon det! Han er 15 år og har aldrig været på camping før.

Der er bare det ved det, at på teltturen er Ole ikke helt den samme, som han plejer.

Og bagefter er Jon heller ikke den samme.

Oversat af Susanne Vebel.

Anmeldelse af “Så Længe ingen ser os”

folkskolen.dk af Bent Rasmussen 

Anders Totland er en modig og dygtig forfatter, der godt tør tage fat på tabubelagte emner. Det gjorde han i 2017 med ”Engel i sne”, der er en meget smuk, klog og vigtig bog om døden. Nu er han aktuel med endnu en lavmælt og indfølt roman om seksuelle overgreb, og den giver ikke forgængeren noget efter, hvad angår det tætte, lavmælte og elegante sprog. Man må igen, igen give en stor cadeau til oversætteren Susanne Vebel.

Så længe ingen ser os” er en jegfortælling med teenagedrengen Jon som hovedperson. Han lever alene med sin mor, der er en svag, alkoholiseret og psykisk ustabil kvinde, der slet ikke kan finde ud af at leve alene. Vi hører ikke noget om Jons far. Men så en dag møder moderen Ole, og så kommer der styr på madpakkerne, der bages pandekager med mere i det lille hjem – og Jon nyder det. Ole starter et fodboldhold i den lille by, hvor de bor, og pludselig en dag foreslår han, at han og Jon skal tage på campingtur. På turen fylder Ole spiritus på Jon og forgriber sig på ham.

Langsomt nedbrydes Jons selvværd og hans tillid til Ole, og da han endelig beslutter sig for at åbne munden, stikker moderen ham en syngende lussing. Ingen vil tro ham overhovedet. Det bliver langsomt, men sikkert en tilværelse med frygt og mareridt.

en dybt indfølt lille roman, der gør indtryk med sin stille og rolige facon. Tingene udpensles ikke, men beskrives alligevel præcist, og man vender spændt det næste blad for at læse det, man godt ved er uundgåeligt, overgrebene.

”Så længe ingen ser os” kan læses fra 6. klasse og vil være glimrende som klasselæsning med en dansklærer ved rorpinden!

Kilde: https://www.folkeskolen.dk/640376/dybt-indfoelt-og-velskrevet-lille-roman